Superligastart: Hvem er favoritter? Og hvem kommer bedst fra start?

Tilmeld dig i dag

I morgen fløjtes en ny Superligasæson i gang og forud venter 26 spændende spillerunder i grundspillet. Om spændingsniveauet når sidste sæsons niveau, vil kun tiden kunne vise. Vi tror dog på, at kampen om medaljer kommer til at stå mellem samme kandidater som sidste år: FCK, FC Midtjylland, Brøndby og FC Nordsjælland. Vi giver dig optakt og odds til første spillerunde her!

2. pinsedag kunne ulvene fra FC Midtjylland poppe champagneflaskerne og hæve mesterskabstrofæet efter en slutspurt sjælden set i dansk fodbold. Anderledes så det ud på Vestegnen, hvor Brøndby udlevede et mareridt af en anden verden. Det der længe lignede et mesterskabstrofæ til den blågule traditionsklub, smuldrede fuldstændig i de sidste spillerunder, hvor Zornigers mandskab fik de berygtede gummiben at føle.

Mon ikke Brøndby føler, at de har noget de skal revanchere oven på sidste sæson? Apropos revanchere, så er der vist ej heller tvivl om, at hovedstadens løver tørster efter succes ovenpå en mildest talt skuffende sæson for Ståles tropper. I FC Midtjylland læner de forsvarende mestrer sig nok næppe tilbage og mon ikke FC Nordsjælland også vil spille med om medaljerne? Der er i sandhed lagt op til endnu en hæsblæsende Superligasæson, hvor det også bliver spændende at stifte bekendtskab med de tre oprykkere: Vendsyssel FF, Esbjerg IF og traditionsklubben Vejle Boldklub.

Gamle profiler ud, nye ind
Ingen ny Superligasæson uden udskiftninger i spillertrupperne - gamle profiler ud, nye profiler ind eller tilbage. I Ståles lejr har man sagt farvel til store spillere som Erik Johansson og Federico Santander, men budt velkommen (tilbage) til bl.a. klubbens tidligere stjerneangriber Dame N'Doye og den danske landsholdsspiller Andreas Bjelland, der skal forstærke københavnernes forsvar.

I den midtjyske lejr ført an af cheftræner Jess Thorup, har man endelig fået papir på Erik Sviatchenko samt indkøbt den tyske offensivspiller Dominik Drexler. Tager vi til Vestegnen har Alexander Zorniger måtte sige farvel til landsholdskeeperen Frederik Rønnøv og som erstatning budt velkommen til den 23-årige Marvin Schwäbe, der tidligere spillede for 1899 Hoffenheim. Det mest omtalte indkøb i Brøndby er dog købet af den tyske midtbanespiller Dominik Kaiser - en spiller Zorniger længe har ønsket på sit hold og kender særdeles godt fra sin trænertid i Leipzig tilbage i 2012.

Der er naturligvis også oprustet på spillerfronten i de øvrige superligaklubber - spændende bliver det at se, hvilke klubber der får bedst udbytte af deres nye indkøb, og hvilke klubber der kommer til at lide under afskeden med profiler.

Første spillerunde
Efter hele ni års fravær bliver det Vejle Boldklub, der åbner den nye Superligasæson fredag aften i et jysk opgør mod Hobro. Her spår Betfair en ret lige kamp, dog med favoritværdigheden i hænderne på oprykkerne fra trekantområdet. En sejr til Vejle spilles til odds [2.45], mens en sejr til Hobro står til odds [3.0]. Lørdag træder de forsvarende mestrer fra FC Midtjyllands så ind i turneringen i et opgør mod AGF, og i den kamp er ulvene favoritter, hvorfor en sejr på dem står til odds [1.5], mens en sejr til århusianerne spilles til odds [6.5].

Først mandag får vi en indikation af, hvilken form FCK og Brøndby IF indleder sæsonen med. På hjemmebane tager løverne imod AC Horsens, og her er der absolut ingen tvivl om favoritværdigheden. Betfair tror på en sejr til hjemmebaneholdet, der spilles til odds [1.25], mens en sejr til gæsterne står til odds [11.0]. Hjemmebanefordel kan Zornigers mandskab ikke se frem til. De må i stedet tage turen til det jyske og stille til start i Randers. Trods hjemmebanefordel er Randers ikke just favoritter til en sejr, det er Brøndby derimod, hvorfor en blågul sejr spilles til odds [1.7], og tre point til østjyderne spilles til odds [4.75].

Første spillerunde er altid spændende. Hvem lægger godt fra land? Hvem viser skræmmende styrke? Og hvem viser svaghedstegn? Alt dette er vi klogere på i næste uge.

Rigtig god Superligastart!

Bemærk: Odds kan ændre sig!

Karin Noergaard,