Optakt: Vinder Bayern Bundesligaen nok engang?

Fredag ruller bolden igen i den bedste tyske fodboldrække. Læs med her og bliv Bundesliga-klar med en grundig optakt og gode spilforslag.

I april vandt Bayern München det tyske mesterskab for sjette gang på stribe. Titlen kom - helt suverænt - i hus med hele 21 point ned til Schalke på andenpladsen. Her kort før den nye sæson er Arjen Robben og co. igen kæmpe favoritter til at hjemtage Bundesliga-titlen.

Den 1. juli tiltrådte klubbens nye manager Niko Kovac, der før var træner for ligarivalerne fra Eintracht Frankfurt. En af kroatens sidste bedrifter som Frankfurt-træner var at vinde den tyske pokalfinale mod sin - på det tidspunkt - kommende arbejdsgiver. Pokaltriumfen var Frankfurts første titel i 30 år, men næppe Kovacs sidste.

Det skal blive spændende at se, hvordan han klarer sig som afløser for Jupp Heynckes, der blot blev en overgangstræner for fyrede Carlo Ancelotti. Der er ingen tvivl om, at der med spillere som Lewandowski, Robben, Müller, Ribery og Gnabry er kæmpe forventninger. Med så mange offensive stjerner bliver det noget af et puslespil for den nye træner, og det bliver interessant at se, hvem han foretrækker. Spiller man på Bayern som mester, får man odds [1.12], og det stjernespækkede mandskab er således Betfairs oplagte bud på en tysk mester.

Vi går videre til de nærmeste konkurrenter, og her finder vi klubberne Dortmund [8.0], Leipzig [26.0] og Schalke [34.0]. Førstnævnte er Thomas Delaneys nye klub, og landsholdspilleren har netop fået debut i en pokalkamp mod Greuther Fürth. Her var storholdet snublende tæt på en tidlig pokalexit mod holdet fra 2. Bundesliga, men en scoring i de døende sekunder skaffede forlænget spilletid, hvor Marco Reus sikrede Dortmund en kneben 2-1-sejr. En skidt generalprøve for Delaneys nye klub, der skal oppe sig gevaldigt for at kunne byde Bayern og de øvrige tophold op til dans.

Også RB Leipzig var tæt på en pokalfiasko i første runde. Søndag var danske Yussuf Poulsen i målscorens rolle, da han udlignede til 1-1 mod Viktoria Köln efter 61 minutters spil. Herfra sad Leipzig på kampen og endte med at vinde 3-1. De seneste par sæsoner har Poulsens hold været en outsider til at stryge helt til tops, og det er ikke anderledes i år. Holdet har dog mistet en stor profil i Naby Keita, der er solgt til Liverpool. Han var manden, der styrede holdet fra den centrale midtbane, så hvordan det skal gå uden ham er et af de helt store spørgsmålstegn.

Schalke præsterede flot sidste sæson, hvor de med en bundsolid defensiv sikrede sig sølvmedaljerne. Til denne sæson har klubben 'signet' forsvarsspiller Salif Sané, der kommer til på en fri transfer fra Hannover. Sané vil kun styrke det defensive fundament, men kigger man frem ad banen, er det mere udvist, hvad holdet fra Gelsenkirchen har at byde på. Navne som Breel Embolo og Amine Harit er et par af Schalkes offensive navne, som er værd at holde øje med.

Hos Betfair forventer vi, at Stuttgart [61.0] og Leverkusen [81.0] vil indtage subtoppen og byde sig til i kampen om de europæiske pladser. Begge er traditionsklubber, og selvom Stuttgart var nede at vende i 2. bundesliga for to sæsoner siden, ser de nu rigtig stærke ud.

Sidste års tredjeplads fra Hoffenheim vil få vanskeligt ved at nå en af de absolutte topplaceringer i år. Holdet har mistet Gnabry, der havde en stor andel i en flot sæson i fjor, og man har svært ved at tiltrække de spillere, der skal være afgørende, når det virkelig gælder. Derfor er Hoffenheim spået til en syvendeplads i årets Bundesliga - lige uden for de europæiske pladser.

Stort nedrykningsfelt
Med top syv på plads vender vi bøtten og kigger nærmere på nedrykningskampen. Der er givetvis større spænding om sidstepladsen end om mesterskabet med et stort felt af mulige nedrykningskandidater.

Hos Betfair er oprykkerne Fortuna Düsseldorf til odds [2.0] topkandidaten til at vinke farvel til Bundesligaen. Fortuna-mandskabet vandt 2. Bundesliga sidste sæson, men savner i dén grad profiler og erfaring fra landets bedste fodboldrække.

Holdets største profil er angriber Marvin Duksch, der er hentet til klubben fra St. Pauli. Den tidligere Dortmund-angriber sluttede som topscorer i sidste sæson for Holstein Kiel med 18 kasser, og han skal finde skarpheden, hvis oprykkerne ikke skal lade livet i Bundesligaen.

Nürnberg [2.1] er også oprykkere og ligeledes i farezonen. Holdet sluttede tre point efter Fortuna Düsseldorf i sidste sæson, og nu går sydtyskerne en rigtig vanskelig sæson i møde. Nürnberg er ellers en traditionsrig klub med hele ni tyske mesterskaber og fire pokaltitler på kontoen. Seneste titel blev dog vundet i 2007, og situationen i dag er en helt anden.

Oprykkerne mangler kvalitet, og de har ikke haft det store overskud på bankbogen, som kunne have sikret dem forstærkninger. Holdet største profil er anfører Hanno Behrens, der skal forsøge at løfte sit hold op på et højere niveau - og over nedrykningsstregen.

Ud over de to oprykkere er Hannover 96 [3.2], Freiburg [3.2] og Mainz [3.5] Betfairs bud på mulige nedrykkere. Sidste sæson endte de to sidstnævnte lige over stregen, mens Hannover klarede første sæson fint med en 13. plads efter deres tilbagevenden til Bundesligaen.

For de rødblusede handler det igen om overlevelse, og klubben skal tro og håbe på, at deres nyindkøbte brasilianer Walace kan styrke midtbanen. I front er Niclas Füllkrug uhyre vigtig for nordtyskerne, da han lavede hele 14 kasser sidste sæson. Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Uffe Bech har et år tilbage af sin kontrakt med Hannover 96, men alt tyder på, at han ikke indgår i klubbens fremtidsplaner.

I Betfairs midterfelt er mandskaberne mere sandsynlige nedrykkere end mestre. Derfor tager vi udgangspunkt i "nedrykker-oddsene", når vi nu går let hen over Bundesligaens mellemvare. Her finder vi Borussia Mönchengladbach [23.0], Eintracht Frankfurt [8.5], VfL Wolfsburg [7.0], Hertha Berlin [7.0], Augsburg [7.0] og endelig Werder Bremen [6.5].

Vi håber, det bliver en god og underholdende sæson!

Bemærk: Odds kan ændre sig!

Lasse Ryom,