Lindegaards blog: Ned og op
Daniel Agger ladede op til vores kamp mod Liverpool ved meget offensivt at udtale, at kun en sejr for Liverpool på Old Trafford ville være et godt resultat. Jeg kan ikke huske, at jeg i min tid har oplevet en så offensiv udmelding fra en Liverpool-spiller før et arvefjendeopgør i Manchester.
"To straffespark og en tvivlsom udvisning banede vejen for en 3-0-sejr, der ikke efterlod megen tvivl om Liverpools form ind mod slutningen af sæsonen. Omvendt manifisterede den vores egne mangel på form og forklarede, hvorfor vi ligger i tabellen, som vi gør."
Jeg tænkte for mig selv, at de blæser lige kraftigt nok i trompeten på Mersey side. En tanke, der skulle vise sig at blive gjort til skamme. Liverpool kom, så og sejrede. Selv om det stikker i mit Manchester United-hjerte at indrømme det, var der ingen tvivl om, at Liverpool på dagen var os overlegne.
To straffespark og en tvivlsom udvisning banede vejen for en 3-0-sejr, der ikke efterlod megen tvivl om Liverpools form ind mod slutningen af sæsonen. Omvendt manifisterede den vores egne mangel på form og forklarede, hvorfor vi ligger i tabellen, som vi gør. Når det så er sagt, er jeg ikke i tvivl om, at vi i løbet af kort tid igen vil rejse os til det, vores historie kræver vi er - en magtfaktor i international fodbold.
Onsdag aften var der lagt op til endnu en 'vigtigste' kamp i sæsonen. Et horribelt udgangspunkt efter at have tabt 2-0 i Grækenland krævede en overbevisende indsats og i sagens natur et stærkt resultat hjemme mod Olympiakos for videre avancement.
På forhånd en bekymrende opgave set i lyset af vores dårlige præstation på udebane og et ubrugeligt resultat mod Liverpool. Heldigvis viste det sig hurtigt, at holdet var opsat på at revanchere de dårlige resultater, og tre mål af Robin Van Persie gjorde det, der på forhånd var udråbt til en, hvis ikke umulig så meget svær opgave, blev løst med succes. I en kamp, vi dominerede med undtagelse af ti minutter i anden halvleg, sikrede vi os fortjent en billet til Champions League-kvartfinalen.
Ser man på feltet af hold i kvartfinalen, er det svært at få øje på en ønskemodstander. De otte resterende mandskaber er vel cirka, som man kunne have drømt om i jagten efter underholdende fodbold. Til gengæld ved jeg, hvem jeg har lyst til at møde så sent som muligt i turneringen.
For mig springer Real Madrid og Bayern München i øjnene i denne sæson. Begge fører deres respektive ligaer og virker til at præstere på et stabilt højt niveau. Samtidig har de så meget erfaring, at en kvartfinale i Champions League uden tvivl vil give dem en ekstra ti procents vitamin-indsprøjtning. En spændende lodtrækning til verdens mest spændende turnering.
God weekend
Anders
- Hjem
- Ambassadør
- Lindegaards blog: Ned og op