Gå til indhold

Homoseksualitet i fodbold

Læs Anders Lindegaards blog om homoseksualitet i fodbold

Jeg skal indrømme, at ugens blog har været på tegnebrættet i noget tid. Jeg har skrevet flere versioner og har haft mange diskussioner med mange mennesker om emnet. Ikke mindst min kæreste Missé.

Missé er model og har i mange år færdedes i modebranchen, der som mange sikkert ved er ekstremt fordomsfrit, hvad angår seksualitet. Mange af hendes venner er homoseksuelle, og hun har et ekstremt liberalt syn på problematikken. Jeg har aldrig selv haft en homoseksuel ven, så på den måde har jeg ikke haft det inde på livet. 

Homoseksuelle i fodbold er et tabubelagt emne, vi fodboldspillere helst ikke vil have noget at gøre med. Miljøet er hårdt både på banen, blandt spillerne og på tribunerne blandt tilskuerne. Mekanismerne er grundlæggende primitive, og formen kommer sig ofte til udtryk igennem en klassisk stereotyp forestilling om en rigtig mand som modig, stærk, aggressiv og loyal. Ikke ligefrem et billede en fodboldfan vil associere med homofile. 

Mandag aften i den forgangne uge var vi med landsholdet til TV2 og DBU's store fodboldgalla. Den første 'presenter' på scenen var Lars Hjortshøj, som ikke uden humor berørte den homofobi, der svæver som en usynlig sky af forurening over international topidræt. Noget folk måske så på tv fredag aften.

Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 1997 føler 12 procent af danske mænd sig homoseksuelle. En ganske skærende kontrast til det faktum, at der ud af Spillerforeningens ca. 1000 medlemmer er nul erklærede homoseksuelle. Spillerforeningen selv forklarer tallene med en frivillig udslusning af unge homoseksuelle, der ikke kan personificere sig med den verden, fodbold er bygget op omkring samt frygten for at stå frem og springe ud.

Som fodboldspiller tror jeg først og fremmest, en homoseksuel kollega vil frygte modtagelsen blandt fans. Mit generelle indtryk er, at spillerne vil acceptere en homoseksuel uden større problemer. De fleste kommer med en kæk bemærkning i retning af 'så længe de ikke går i bad samtidig med mig', men mon ikke det stille ville gå i sig selv. 

Problemet ligger for mig at se i, at mange fodboldfans fortsat fremstår som en niche fra fordomstid med en tolerance, der ikke fortjener sammenligning med det moderne samfunds udvikling de sidste årtier. Mens resten af verden er blevet mere liberaliseret, civiliseret og mindre fordomsfuld står fodboldverdenen fortsat tilbage som et levn fra fortiden, hvad angår tolerance. 

I et nyligt publiceret studie fra 'British Journal of Sociology' viser en anonym online undersøgelse, at 93 procent af fodboldfans vil støtte homoseksuelle fodboldspillere. For mig personligt et højst overraskende resultat, der skaber et helt andet billede, end det jeg havde forventet. Omvendt synes jeg heller ikke, at det giver grund til jubelidioti, da mekanismerne i fankultur er mere komplicerede end som så. 

Eksempelvis er det, som alle ved, meget almindeligt, at et fodboldholds supportere bekriger modstanderens fans og spillere. En erklæret homoseksuel fremstår således som et naturligt offer for psykisk terror, så længe homofobi ikke er almindeligt accepteret som en forbrydelse på linje med racisme. 

DBU oplever i øjeblikket et stort pres fra pro-homoseksuelle kanaler for at få dem til at køre kampagner, der skal få skabs-homoseksuelle til at springe ud i fodbold. Jeg forstår godt, at pro-homoseksuelle er enormt interesserede i at få homoseksuelle til at blive accepteret i professionel fodbold. Det vil være et stort skridt i den rigtige retning af mere generel respekt for mangfoldighed i vores samfund. 

DBU hævder imidlertid, at man ikke vil blande sig i folks seksualitet ved at lave en sådan kampagne, ligesom man heller ikke blander sig i folks religion. Men er det virkelig det, en opfordring til homoseksuelle fodboldspillere om at springe ud gør? Den har vel ikke til formål at blande sig i folks seksualitet - den har vel til formål at proklamere, at man ikke vil tolerere fjendskhed som resultat af homofobi. Præcis som man ikke vil acceptere racisme. 

Der er sikkert nogle, der vil argumentere for, at børn ikke skal få smidt en sådan problemstilling i hovedet, men hvorfor? Vi lærer dem at racisme er forkert - hvorfor så ikke også lære dem, at homofobi også er det?

I Holland har fodboldforbundet et mere liberalt syn på problemet, der bliver underbygget af en morsom reklamefilm: https://www.youtube.com/watch?v=MBuRSuFveCA

Ikke overraskende at Holland fremstår som en pioner, hvad angår emnet, og jeg mener bestemt, at det giver stof til eftertanke.

At vende det blinde øje til indikerer netop, at man ikke anerkender, at der er et problem. Naturligvis er der et problem, hvis homoseksuelle drenge, som elsker fodbold, må droppe deres sport, fordi de føler sig uden for. Det er på alle måder en ubehagelig tendens, der ikke hører sig til i et moderne og liberalt samfund. Al forskelsbehandling på mennesker er og skal være totalt uacceptabelt, hvad end det handler om hudfarve, religion, seksualitet, etc. 

De homoseksuelle har brug for en helt. De har brug for en, der tør at stå frem og stå ved sin seksualitet. Og hvori består problemet ved at fremme udviklingen? Staten skal naturligvis ikke blande sig i folks seksualitet, men hvad er problemet ved at understrege, at vi støtter op om og accepterer alle uanset hudfarve eller seksualitet? Homofobi er minoritetshad på samme niveau som at være antimuslim. Det er frygt for det, der ikke ligner en selv. Det er ignorance og urimelighed, der bygger på en indre frygt for noget uhåndgribeligt, der ikke er farligt.

Hav en god weekend
Anders

Følg Anders på vores Facebook side ved at klikke her

Forfatter

23 november 2012

Anders Lindegaard

Kommentarer

Betfair Danmark blog Navigation

RSS feed