Bays Blog: Sumpen i Superligaen - nu med Ove Christensen
Fodbold
/ Anders Bay / 16 oktober 2009 / Kommenter

Søndag eftermiddag starter Ove Christensens redningsaktion med Randers. Helt oppe i den nordlige del af Danmark vil det vise sig, om han har kompasset, der kan flytte kronjyderne væk fra drop-zone. Og samtidig får vi et fingerpeg, om Ove Christensen ligesom kødet i de danske supermarkeder er over sidste salgsdato.
Superlativerne er nærmest væltet ud af munden på spillere og medierne de seneste to uger. Randers har igen fået positiv presse. Skillelinjen var fyringen af John Faxe Jensen og indsættelsen af Ove Christensen tirsdag den 6. oktober. Forklaringen ligger til højrebenet: Der står faglig respekt om Christensen. Og tilliden til Faxe var samtidig løbet ud.
Ove Christensens bedrifter i AGF, AB og Viborg fortæller historien om en træner, der er dygtig til at være outsider. Om en coach, der ved, hvad det vil sige "at optimere." Om en mand, der siger skråt-op til besnærende fodbold og smagsdommerne og i stedet fokuserer på at skabe resultater. Mini-portræt af den mand, der søndag kl. 14 sender Randers FC på banen til udekampen mod AaB.
I AGF og i AB var der rod i økonomien. Tordnende store underskud. Alligevel styrede Ove Christensen sit mandskab uden om de værste klipperev. I Viborg havde han ingen penge at købe for. Alligevel fik han løftet klubben op i den bedste halvdel af ligaen.
Men noget gik galt i Viborg mod slutningen af samarbejdet. Ligesom Ove Christensen blev fyret i sit seneste job i Vejle. Og det er min pointe i denne blog. Jeg synes, jeg aner et mønster. Ove Christensens tid som toptræner er rindet ud.
I Viborg tog han et kæmpe opgør med klubbens sportslige strategi i fuld offentlighed. Hvilket er dårlig stil. Men lad nu det ligge.
I Vejle var magien væk. Se på det materiale, han havde at arbejde med. Der var ikke meget fattig-fodbold eller fyraften-prof over set-uppet i Vejle. Korrekt: Sportschefen hentede spillerne til Vejle, men nogle af dem har formentlig være håndplukket af Ove Christensen selv. Og det er ufatteligt så lidt, han fik ud af de mange indkøb og profiler: Jimmy Nielsen, Rasmus Würtz, Brian Nielsen, Allan Olesen, Brian Priske, Martin Borre, Allan Gaarde. Ove Christensen kan ikke tørre de manglende resultater i Vejle af på passivitet på direktionsgangen eller dårligt materiale.
Jeg tror ikke, Ove Christensen har ændret sig. Problemet er, at han ikke har flyttet sig. Fodboldspillere i dag skal tages på en helt anden måde end for fem år siden. En toptræner er virksomhedsleder. Og spillerne er små aktieselskaber blottet for loyalitet over for andre end egen indtjening og tit ikke i stand til at stave til kammeratskab.
Det er slut med at blive sur som træner. Eller fornærmet. Man kan heller ikke straffe spillerne eller fryse dem ud, hvis de ikke leverer varen. I hvert fald ikke når man som Ove Christensen i Randers lander midt i en trup, der er i granatchok. Mange af spillerne tjener - selv om de bliver sat på bænken - alligevel boksen, hvilket vil sige på den anden side af 150.000 kroner om måneden.
Det er en kæmpe frustration for en træner. Men det er også et vilkår. Jeg tvivler på, at Ove Christensen kan genopfinde sig selv og lave om på sin ledelsesstil for at tilpasse sig de nye tider. Der var klare tegn på, at Ove Christensen i Vejle mistede kontrollen med omklædningsrummet og truppen. Og det er ingen tilfældighed, at typer som Viggo Jensen og Johnny Petersen allerede er blevet udfaset i forhold til chefjobs i SAS Ligaen. Det handler om at den ældre generation af træneren ikke længere har de redskaber, der skal til for at flytte spillerne. De taler ikke "sproget" eller kan nå ind til deres spillere. Og det er heller ikke noget nemt job.
Nu skal det ikke være noget karaktermord på Ove Christensen. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem en nedrykning og en fiasko i forhold til "Red Randers-projektet." Ingen kan forlange af Ove Christensen, at han får løftet holdet op ad sumpen i Superligaen. Arbejdsbetingelserne med to point i 11 kampe er ingen affyringsrampe, men det er lige præcis dér, Ove Christensen bliver "farlig" for de andre.
Som underdog, udstødt og fortabt. Klarer klubben frisag, vil det være Ove Christensen-classic, og mine kritikere har både retten og pligten til at smække denne blog i synet på mig.
Ove Christensen skal også have tilbuddet om genmæle. Hvis han benytter sig af den mulighed, bliver det måske på en lidt mere sofistikeret måde end Diego Maradona, der efter VM-kvalifikationen med Argentina bad pressekorpset "sutte den."
12. runde i SAS Ligaen:
Lørdag 15.00: FC Nordsjælland-OB
Søndag 14.00: AaB-Randers FC
Søndag 16.00: Silkeborg-Esbjerg
Søndag 16.00: HB Køge-FC København
Søndag 18.00: Brøndby-FC Midtjylland
Mandag 19.00: Sønderjydske-AGF
Få £25 i bonus som ny kunde hos Betfair. Spil for £25 på et hvilket som helst spil hos Betfair. Brug koden BAB100 og modtag din bonus i løbet af 24 timer.
100% bonus helt op til 500kr for alle nye casino spillere.
