Fodbold / Anders Bay / 10 februar 2010 / Kommenter

Mine to rødder har arvet min passion for fodbold. Her er tidspunktet ikke det rette til at indlede en diskussion, om det er arv eller miljø. Men heldigvis viser drengene - et sæt tvillinger på syv år - hver dag stigende interesse for dansk og international fodbold. Jeg har bemærket, at fruen ruller irriteret med øjnene i afmagt. Lad hende bare - den kamp har hun tabt.

De sparker til deres tøj. De sover i sengelinned med FC Barcelonas logo. Og de er begyndt at munghugges om, hvem der p.t. er verdens bedste angriber: Drogba eller Rooney. Stærke sager.

I den alder er det ok at shoppe og skifte favoritklub med mellemrum, og den luksus benytter drengene sig af, mens farmand lukker sine øjne og længes tilbage til dengang, Leeds United var en magtfaktor og Elland Road en fæstning.

De seneste uger har tvillingerne pendlet mellem Manchester United, Chelsea og Arsenal som "deres klub" i Premier League. Men nu er Arsenal røget en tur i skammekrogen. Fældet af det ubønhørlige krav om stribevis af sejre og konstant succes.

De seneste runder har afsløret for drengene - og for alle os andre - at Arsenal heller ikke i denne sæson har klassen til at gå hele vejen. Klare nederlag i de direkte dueller med de to andre mesterskabsbejlere Manchester United og Chelsea har igen skubbet klubben tilbage i køen som engelsk fodbolds wannabe.

Jeg har stor respekt for Arsene Wenger. Når først det ruller for Arsenal, ja så ses fodbolden ikke bedre på de engelske breddegrader. Men det er også et hold med indlysende mangler. Kald det bare hamrende naivt.

Arsenal kan ikke tåle at komme bagud mod de store, så mister holdet organisation og "kasketten". Væk er det minimum af sikkerhedsnet, som selv et angrebslystent hold som Arsenal bør operere med. Drobgas scoring til 2-0 i søndags er det helt friske eksempel. Ugen før var det Rooney, der fik lov til at græsse frit. I begge tilfælde blev Arsenal overfaldet af modstanderen. En håndfuld spillere styrtede hjem i eget felt. Uden at orientere sig. Uden fokus. Uden kompas. Den slags fejl begår Manchester United og Chelsea ikke.

Det er flot at følge Arsenals kombinationer, men det kan også blive for pænt at sidde og se på alle de mønstre. Fodbold handler først og fremmest om mål, men vel også lidt om skønhed. Barcelona har skabt det fantastiske og forenet de to ting. Men Arsenal er begrænset i spillet fremad banen, når man støder ind i en forsvarsmur. Der mangler et brækjern - en rambuk.

Noget fysik og en knytnæve. Jeg har tillid til, at Nicklas Bendtner kan udvikle sig til en profil efter international målestok, men lige nu er han ikke den verdensklasseangriber, Arsenal har brug for, hvis klubben vil vinde titler.

Og så minder folk som Rosicky og Arsavin for meget om hinanden. Fabregas skylder en kanonkamp mod de store hold. Walcott mangler stadig at indfri løfterne og potentialet. Nasri bliver pludselig usynlig. I målet er Almunia ikke en top-målmand - og bliver det aldrig.

Manchester United og Chelseas problemer midt på ugen og Arsenals comeback med sejr over Liverpool ændrer ikke på min fornemmelse. Arsenal har ikke niveauet på den lange bane.

Betyder ikke, at det hele er den rene elendighed for Arsene Wenger og hans projekt. Franskmanden er ærgerrig, og Arsenal positionerer sig lige nu som en af Europas mest veldrevne klubber med relativ ro på bagsmækken, mens mange af konkurrenterne styrtbløder.

Det bliver bare ikke i år, holdet vinder mesterskabet. Næste sæson måske. Og så må vi se, om drengene herhjemme igen skifter side eller om de i mellemtiden er blevet lænket fast til Manchester United eller Chelsea i et livslangt kærlighedsforhold.