Fodbold / Anders Bay / 13 november 2009 / Kommenter

Det er ikke duften af fisk men VM-fodbold, der hænger over Esbjerg i denne weekend. Det danske landshold kommer til byen og kaster glans over Vestjylland. I disse influenza-tider kan man tale om et lille udbrud af VM-feber i Esbjerg. Men en epidemi - nej, det vil være en journalistisk stramning.

"Danske landsholdsspillere falder lidt for nemt for fristelsen og melder fra, hvis neglen på lilletåen er faldet af..."

Der skal meget til at sende sindige jyder i rød zone. Et besøg af Morten Olsens mandskab kommer tæt på, men opgøret mod Sydkorea lørdag aften har mistet lidt af sin tiltrækningskraft på grund af den lavine af afbud, der har ramt Olsen. Tilsvarende er opgøret onsdag aften i Århus mod USA blevet devalueret, fordi Danmark også her stiller med et B-landshold.

Indtil videre har Morten Olsen modtaget seks afbud. Uden at have adgang til spillernes sygejournaler eller ville opfordre til dyneløfteri tillader jeg mig at undre mig lidt over mandefaldet på et overordnet niveau. Danske landsholdsspillere falder lidt for nemt for fristelsen og melder fra, hvis neglen på lilletåen er faldet af - sat på spidsen, selvfølgelig. Hvilket ikke skal forveksles med, at samtlige seks afbud i det aktuelle tilfælde kan være velbegrundede.

Problemet for landsholdet er, at klubberne har overtaget kontrollen med fodbolden. Det er ikke værdier som sammenhængskraft og det store billede, der sætter dagsordenen i de europæiske klubber. Her betragter man spillerne som sin ejendom. Og landskampene som noget gammeldags pjat, der kan spænde ben for sæsonplanlægningen.
Det er ikke populært at vende hjem fra landskampe med en skade. Derfor lægger klubberne et tonstungt pres på spillerne og opfordrer dem i meget kontante vendinger til at blive væk fra disse opgør.

Den holdningskorrigerende samtale mellem træner og spiller kunne lyde således: "Vi betaler din løn. Pas nu på værktøjet. Og skulle du ikke overveje at melde fra? Trækker det egentlig ikke lidt på bagsiden af låret, hvis du mærker efter?" I direkte forlængelse heraf ligger truslen om at ryge i bad standing, hvis man alligevel tager hjem til landskampene. Med fare for at miste udtagelses- og sejrsbonus.

Jeg bliver stødt, når spillerne ikke kæmper mere for deres ret - og pligt - til at spille på landsholdet. Her er jeg nok en smule antikvarisk i mit syn på fodbolden. Hvorfor er det ikke sådan, at spillerne skærer igennem og insisterer på at trække i den rød-hvide trøje? Hvorfor banker de ikke i bordet? Jeg køber ikke penge-argumentet. Selv om der nok er mange derude, som nu tænker, at jeg er en fortabt og forstokket tosse, der burde have inddraget retten til at skrive og tale. For 20 år siden stod spillerne i kø for at spille testkampe på det danske landshold. Dengang ville landstræneren ikke være blevet ramt af en haglbyge af afbud.

Morten Olsen har strittet imod denne udvikling. Men i dag virker det, som om han har resigneret og accepteret, at spillerne lige nu kun har fokus på hverdagen i klubberne. Og at VM i Sydafrika slet ikke er på radaren.

Anyway: Der er landskamp. Hvad kan Rieks på hjemmebanen i Esbjerg? Har Morten Duncan niveauet? Holder Grønkjærs skrøbelige krop? Hvor langt er Kahlenberg fra topformen? Lørdag og onsdag vil give svar og rejse nye spørgsmål. Måske sidder vi ikke på det yderste af sofaen og kampsveder af bar nervøsitet. Men selvfølgelig er det en begivenhed.

Lørdag i Esbjerg:
20.00: Danmark - Sydkorea

Onsdag i Århus:
20.30: Danmark - USA