Fodbold / Anders Bay / 07 maj 2010 / Kommenter

"Egentlig har jeg det sådan, at jeg ikke vil af med nogen af dem. De må gerne blive oppe. Alle tre."

"De" er Sønderjyske, Randers og AGF. Og manden bag ovenstående citat er min bedste ven - en maskinarbejder med et par velvoksne overarme og hang til oneliners. Normalt ikke typen, der kaster sig ud i medlidenheds-erklæringer til jyske fodboldklubber.

Men denne gang gør han altså en undtagelse, og jeg deler hans synspunkt.

Jeg vil heller ikke af med nogen af klubberne. Men fodbolden er hård og ubarmhjertig. En af de tre jyske klubber spiller fodbold på anden klasse fra næste sæson.

AGF vil jeg gerne beholde, fordi klubben "hører til" i den bedste liga. Når man trækker 16.000 tilskuere til en nedrykningskamp, har man det bare. Man kan hverken beskylde tilhængere, spillere eller træneren for at have mindreværdskomplekser, men det er et eller andet sted forfriskende, at der findes aktører med oppustede egoer. Hellere lidt for selvfed end selvudslettende.

Sønderjyske har vist karakter gennem hele sæsonen. Michael Hemmingsen har stille og roligt bygget videre på fundamentet og konceptet fra sine forgængere i embedet. Hårdt arbejde og evnen til at gå den sidste meter - i Sønderjyskes tilfælde skulle man måske sige "kilometer" - er fortsat holdets varemærke. Men spillemæssigt er Sønderjyske også ramt af vokseværk.

Randers? Sensationelt forår. Jeg havde afskrevet Ove Christensen og hans metoder som middelalderlige, da han overtog Randers FC. Så meget for den mavefornemmelse. Randers har leveret et forår, der slår alle rekorder for et bundhold. Spillerne er trådt i karakter. En hel by er i undtagelsestilstand - på den gode måde. 2009/2010-sæsonen vil muligvis mere blive husket for Randers´ comeback end for FC Københavns mesterskab.

Rækker det for Randers? Ja, det tror jeg. Superliga-historiens største comeback betyder, at klubben forlænger sit abonemment på den bedste række. Og Sønderjyske slog et hul med sejren i Århus torsdag aften. Altså: Flasken peger på AGF.

Den århusianske klub er ramt på selvtilliden. Kun Peter Graulund med den vilde skægvækst og attitude som en ægte kriger skiller sig ud. Resten af spillerne er gået i selvsving. Erik Rasmussen er tømt for overskud. Jeg har svært ved at se, hvordan håbløshed skal blive til håb.

AGF har to skud i bøssen. Ude mod FC Nordsjælland og hjemme mod OB. Fire point kan være nok, men der er ingen garantier.

Vi taler om en klub, der stirrer ned i afgrunden i disse dage. Og den er dyb.